Samtykkeerklæring
Alle klienter, der går hos en psykoterapeut, skal underskrive en samtykkeerklæring.
De samtykkeerklæringer, du finder på vores hjemmeside, er det man kalder for ”informeret samtykke”.
Erklæringerne, som modtages pr. mail, rummer for det første information om de pligter, som vi, ligesom alle andre psykoterapeuter, er forpligtet til at følge.
Det drejer sig om: journalpligt, opbevaringspligt, tavshedspligt og underretningspligt. Lad os tage dem én ad gangen:
Journalpligt betyder, at vi skal skrive en journal om dig (eller barnet), som skal indeholde forskellige oplysninger, såsom navn, adresse, diagnose. Omvendt er der oplysninger, som journalen ikke må indeholde, som fx seksuelle orientering eller religion.
Opbevaringspligt betyder, at vi er forpligtet til at gemme og opbevare journalen i 5 år, fra den sidste samtale, du har hos os. Det betyder også, at når de fem år er gået, destrueres din journal (på en sikker måde, dvs. ikke bare smide den ud i skraldespanden).
Tavshedspligt betyder, at vi ikke må fortælle andre om, hvad vi taler om i behandlingen, ja, vi må faktisk ikke engang oplyse andre om, at du går hos os. Der kan være to undtagelser ift. dette:
Dels har vi lov at tale om vores klienter, når vi modtager supervision; vi skal bare sørge for at gøre det, uden at nævne dit navn eller andre oplysninger, der kan afsløre, hvem du er.
For det andet kan det være, at du har fået samtalerne hos os igennem en myndighed, og her kan det være nødvendigt, at vi i forbindelse med en ansøgning om en forlængelse af timeantallet, kort fortæller myndigheden om din sag. Det sidste giver du med din underskrift din tilladelse til.
Underretningspligt betyder, at hvis du fortæller os, at du har tænkt dig at gøre skade på dig selv eller andre, så skal jeg fortælle det til andre, f.eks. politi eller kommune.
Bliver vi af fx kommune/statsamtet eller anden tredje part bedt om at udforme en udtalelse om dig eller barnet, er vi forpligtet til at skrive den. Du vil altid få mulighed for at læse og kommentere den.
Der er ikke negative konsekvenser forbundet med ikke at give samtykke, og det vil ikke skade den registrerede at trække samtykket tilbage. Samtykke er ikke en betingelse for levering af en ydelse.
